Gratis

Få besøg af Fagbevægelsens Skoletjeneste

Beskrivelse

Få besøg af Fagbevægelsens Skoletjeneste i din undervisning. Vi tilbyder undervisning af skoleelever i 7.-10. klasse i hele landet. Besøget er tilpasset fælles mål inden for uddannelse og job, men kan også fint integreres i forløb i f.eks. samfundsfag eller historie om fagbevægelsens udvikling og betydning for det danske arbejdsmarked. Besøget kan også fint sættes i sammenhæng med forløb om fritidsjob eller ansøgninger og cv fx i forbindelse med erhvervspraktikken.

Undervisningen sætter fokus på Den Danske Model. Herunder taler vi med eleverne om, hvilken rolle fagforeninger spiller i samfundet og for den enkelte. Samtidig lærer vi dem forskellen på lovgivning og overenskomster. Vi taler også med de unge om, hvilke pligter og rettigheder de har i deres fritidsjob. Vi ønsker nemlig, at alle unge skal have en god start på arbejdsmarkedet.

Indholdsmæssigt kommer eleverne omkring forhold som f.eks.:

  • Fagbevægelsens rolle i det dansk samfund
  • Lovgivning og overenskomster
  • Rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet

Undervisningen kan veksle mellem oplæg, gruppearbejde, korte film og fælles diskussioner i klassen. Fagbevægelsens undervisere arbejder blandt andet med et dialogspil, som sikrer, at eleverne aktivt tager stilling til emnerne og problemstillingerne.

Undervisningen kan enten foregå som et led i en temauge eller stå som et selvstændigt del af undervisningen i samfundsfag, historie eller dansk. Fra 8.-9. klasse bidrager vi til at dække Fælles Mål for samfundsfag og de obligatoriske undervisningskrav under temaet Uddannelse og Job.

Forventninger

I Fagbevægelsens Skoletjeneste underviser vi i øjenhøjde med eleverne. Vores undervisere er unge i alderen 20-35 år.

Underviserne bringer sig selv i spil ved at fortælle om deres første møde med arbejdsmarkedet. De gennemgår alle en grundig uddannelse, hvor de bliver klædt på til at stå i klasselokalerne. Alle vores undervisere er drevet af lyst og engagement til at undervise og formidle om unges rettigheder.

Forberedelse

Besøget skal bookes på Fagbevægelsens Skoletjeneste hjemmeside. Når du booker forløbet er der mulighed for at laver aftaler, hvis oplægget skal indgå i en særlig sammenhæng.

Inden besøget kan eleverne med fordel arbejde med deres forforståelse ift. arbejdsmarkedet og fagbevægelsen. Aktiviteterne vil naturligvis være afhængige af, hvilket forløb besøget indgår i. Men spørgsmål man kan komme omkring er f.eks.:

  • Hvad er et arbejde?
  • Hvorfor synes de fleste mennesker, det er vigtigt at have et arbejde?
  • Hvad er en lønmodtager?
  • Hvad er en arbejdsgiver?
  • Hvad vil det sige at være selvstændig?
  • Hvad er en iværksætter?
  • Hvad vil det sige at være projektansat?
  • Kender du til jobs, der kan være farlige at udføre? Hvorfor er de farlige?
  • Hvad er et godt fysisk arbejdsmiljø?
  • Hvad er et godt psykisk arbejdsmiljø?
  • Hvad tror du en arbejdsgiver lægger vægt på hos sine medarbejdere?
  • Hvad forestiller du dig er vigtigt for dig i dit arbejdsliv?

Forløbets før-aktiviteter afhænger naturligvis af, om forløbet er et delforløb i et større forløb om arbejdsmarkedet. Det kunne f.eks. være forløb som disse:

Alineas forløb om arbejdsmarkedet

DRs forløb Danske Model - og konflikterne 

Hjerter Dame - en dokumentar om Lizette Risgaard. Filmen kan tilgås fra Filmcentralen og undervisningsmateriale hentes her. Der er materialer med udgangspunkt i filmen til fagene dansk, samfundsfag og historie og således kan filmen også bruges i et tværfagligt forløb.

Ovenstående er tænkt som eksempler til inspiration. Der kan naturligvis være mange andre materialer, man som lærer har gode erfaringer med at arbejde med for at sætte spot på arbejdsmarkedets dynamikker i Den Danske Model og fagbevægelsens historiske udvikling.

Aktiviteter

Vi underviser klassevis (maks. 30 elever). Det typiske undervisningsforløb varer halvanden time. Undervisningen kan veksle mellem oplæg, gruppearbejde, korte film og fælles diskussioner i klassen.

Vi bruger bl.a. et dialogspil, hvor eleverne skal tage stilling til deres rettigheder. Hvis du som lærer har særlige ønsker, kan vi tilpasse undervisningen. Det vigtigste for os er at skabe værdifuld læring hos dine elever.

 

Efterbehandling

Besøg af Fagbevægelsens Skoletjeneste kan efterbearbejdes forskelligt alt efter, hvilket undervisningsforløb, det integreres i.

Et led i efterbearbejdningen kunne være at afvikle virksomhedsbesøg på en større arbejdsplads med fokus på at få viden om tillidsmandssystemet, og hvilke opgaver en tillidsmand arbejder med. Man kunne også supplere med at sætte spot på den proces der foregår, når en ny medarbejder skal ansættes. Endelig kunne man besøge hhv. en privat og en offentlig arbejdsplads for at kigge nærmere på forskelle og ligheder.

Tilmelding

Besøget bookes på Faglig Skoletjenestes hjemmeside

Tilmelding