Aarhus Havn
Præsentation
Aarhus Havn er landets største erhvervshavn med rutenet til det meste af verden. Vi er et vigtigt knudepunkt der sikrer en effektiv logistik af varer der skal flyttes mellem søtransport, tog og lastbiler.
Dit tøj og dine sko og mange af de ting du omgiver dig med som fx elektronik, møbler eller fødevarer er nået frem til dig via Aarhus havn. En stor del af de danske forbrugsvarer kommer nemlig ind i landet via havnen i Aarhus, ligesom en markant del af dansk eksport afskibes via vores finmaskede net af sejlruter ud i hele verden. Vi håndterer mere end 1.000 tons gods hver eneste time – året rundt.
Aarhus Havn er en unik arbejdsplads på mange måder. Vi er en markant del af Aarhus og selve bybilledet med de store kraner og skibene, der dagligt anløber havnen. Havnens aktiviteter skaber mere end 17.000 jobs over hele Danmark og vi er en arbejdsplads der ønsker at tage ansvar for den verden vi er en del af, både lokalt og internationalt, hvor vi arbejder for at blive Østersøområdets mest bæredygtige erhvervshavn.
Vi er ca. 100 ansatte med mange forskellige uddannelsesbaggrunde og specialistkompetencer. Vi har fx håndværkere, servicefolk, ingeniører samt maritime- og administrative medarbejdere, der samarbejder på tværs af afdelinger om at løse opgaverne i hverdagen. De mange fagligheder er med til, at du som erhvervspraktikant kan komme i praktik indenfor flere forskellige områder.
