Juniormesterlære

Hvad er juniormesterlære?

Juniormesterlære er en mulighed for alle elever i 8. eller 9. klasse i Aarhus Kommune, som har et ønske om at kombinere deres skolegang med tilegnelse af praktiske erhvervserfaringer, der åbner dørene til erhvervsuddannelserne.

Når man er i juniormesterlære, får man en spændende, og helt unik mulighed for at kombinere skolegang med meget værdifuld erhvervserfaring i en virksomhed, og dermed mulighed for en god start på en erhvervsfaglig karriere. 

Det er muligt at komme i juniormesterlære indenfor alle brancher, også brancher som ikke kræver en erhvervsuddannelse.

Typisk er eleven i praktik 1-2 dage om ugen, og resten af ugen deltager man i den almene undervisning.

Undervisningen tilrettelægges sådan, at eleven har det antal dansk og matematik timer, som man skal have på den pågældende årgang. 

Når man afslutter 9. klasse, går man til folkeskolens afgangsprøve med juniormesterlære. For at bestå prøven skal man: 

  • Deltage i en afsluttende evalueringssamtale omhandlende elevens juniormesterlæreforløb.
  • Have mindst 2,0 i gennemsnit af prøvekaraktererne i både dansk og matematik.

Har man andre fag, kan man også vælge at aflægge prøve i dem.
Det vil dog være frivillige prøver, og vil ikke fremgå af afgangsbeviset, og karaktererne vil ikke tælle med i et gennemsnit.

Med folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære kan man søge direkte ind på en erhvervsuddannelse, dog ikke EUX. 
Hvis man ønsker at komme på en EUX-, eller gymnasialuddannelse skal man til en optagelsesprøve. 

Hvordan kommer man i gang?

Hvis en elev ønsker at komme i juniormesterlære, tager elev og forældre kontakt til skolens ledelse.
Ledelsen kan bl.a. fortælle konkret om hvordan elevens hverdag som juniormesterlære elev, kan se ud.
Bl.a. hvordan et skema kan sammensættes, hvordan en evalueringssamtale, og afgangsprøve med juniormesterlære kommer til at se ud i praksis.

UU står til rådighed for individuel vejledning af elever i JML-ordningen (også selvom disse ikke er identificeret til en særlig skole- og vejledningsindsats).

Som udgangspunkt, er det elevens eget ansvar at finde en praktikplads.

Hvis det ikke er muligt for eleven selv at finde en praktikplads, kan skolen være behjælpelig med at finde en virksomhed.

 

OBS

Fristen er 1. marts for at have krav på juniormesterlære i det kommende skoleår. Skoleledelse kan dog altid vælge at give tilladelse til juniormesterlære.

Henvend dig til din skole, hvis du har ønske om juniormesterlære.

Desuden: 

Alternativet til en virksomhedsaftale er et praktisk undervisningsforløb. 

Fristen er også 1. marts. Tilmeld her.

Juniormesterlære er en helt ny ordning, som har til formål at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Her kan unge i 8. og 9. klasse vælge at skifte to ugentlige skoledage ud med praktik i en virksomhed.

-DR Nyhederne

Noa tager de første skridt mod en uddannelse som landbrugsmekaniker 😀 LinkedIn-opslag

Få et indblik i Noas hverdag i juniormesterlære, hvor han lærer nyt hver dag og allerede får ansvar for egne opgaver i værkstedet.

Mød Waldemar 👋 LinkedIn-opslag
Waldemar er 15 år gammel og går i 9. klasse, og derudover er han startet i juniormesterlære i Netto Nivå – en ny ordning, hvor de ældste grundskoleelever, får mulighed for at snuse til erhvervsuddannelser og en mere praksisnær hverdag.

I dag veksler Waldemar hver uge mellem tre skoledage og to dage med praktik i Netto. Og den nye hverdag har givet ham gå-på-mod og energi, som han før i tiden savnede.

”Før jeg startede, var der ofte, hvor jeg ikke gad i skole. Hvis vejret var dårligt, kom jeg ikke afsted. Nu tager jeg afsted, selv hvis vejret er dårligt,” siger Waldemar.

Når Waldemar ikke er i butikken, spiller han blandt andet håndbold på højt niveau. Han trives med tempo og fysiske opgaver. Det mærker hans leder Jeanne tydeligt:
”Vi får jo et ungt menneske ind, som er træt af at gå i skole, men gerne vil lave noget fysisk. Og lige i den her case, er Waldemar hoppet direkte ind i vores team, på lige fod med os andre, når han er her. Han giver den max gas.”

Jeanne ser tydeligt, hvordan arbejdet i Netto har givet Waldemar et afbræk i hverdagen, samtidig med, at det hjælper ham med skolegangen.
Juniormesterlære er et tilbud for unge i 8. og 9. klasse, der ønsker at komme i virksomhedspraktik en til to dage i ugen. -Netto, Salling Group

TS TECH sagde straks ja til juniormesterlærling: - Man kan virkelig mærke, at han brænder for det. Artikel

Da en 15-årig folkeskoleelev spurgte, om han måtte komme i juniormesterlære hos TS TECH i Esbjerg, tøvede el-installatørvirksomheden ikke med at gå med i den nye ordning.

🌱 Gode erfaringer med juniormesterlære hos Anlægsgartner Gottlieb A/S 🌱 LinkedIn-opslag

Vi har nu i en periode haft fornøjelsen af vores juniormesterlærling Malde Matschofsky Holopainen fra Bramsnæsvigskolen i Kirke Hyllinge – og vi er meget tilfredse med forløbet.

Den nye ordning med juniormesterlære, hvor udskolingselever kan være tilknyttet en virksomhed én eller to dage om ugen, giver rigtig god mening for os. Det er et stærkt initiativ, der binder skole og erhvervsliv tættere sammen og giver unge en reel fornemmelse af hverdagen i et fag.

Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med skolen, som har været hjælpsomme og engagerede gennem hele processen. Det har gjort det let for os at skabe en god ramme for Malde – som er en fast del af vores værkstedsteam sammen med Jesper Vogel og Rasmus Ørvad.

Tak til både Malde og Bramsnæsvigskolen for et stærkt samarbejde indtil nu – vi glæder os til resten af forløbet! 🌿💚

Fra skoletræt til motiveret – med nye muligheder i juniormesterlære 🛠️ LinkedIn-opslag

Eliash Kristiansen er et godt eksempel på, hvorfor nye veje til læring gør en stor forskel. Han er juniormesterlærling hos Alfa Laval i Nakskov, hvor han to dage om ugen får en pause fra skolebøgerne og i stedet lærer, hvad det vil sige at arbejde i en virksomhed som Alfa Laval. 

- Vi ser det som en ren win-win, fordi de unge mennesker, som ikke kan se sig selv på skolebænken, får mulighed for at se, hvilke uddannelsesmuligheder de har. Samtidig får vi også mulighed for at vise, hvem vi er som virksomhed og måske gøre os attraktive på længere sigt, siger Jesper Volmer, der er produktionschef hos Alfa Laval i Nakskov. 

TV2 ØST har netop været forbi Alfa Laval i Nakskov og lavet en historie om Eliash og juniormesterlæreordningen – en ordning, som også undervisningsminister Mattias Tesfaye ser et stort potentiale i. 

Se Tv-indslaget og læs artiklen her.

Mød vores juniormesterlære elev Lisa fra Esbjerg, når hun tager sine første skridt ud i praksis og oplever, hvad læring kan, når den flyttes ud i virkeligheden. 

Tak til både Lisa og direktør Mark Mikkelsen fra Guldægget for at åbne dørene og vise værdien af Juniormesterlære i praksis.

LinkedIn-opslag

VJ Rørteknik A/S hvor Tristan er i juniormesterlære som smed. 
Tristan er landet på helt rette hylde og det helt rette sted.
Efter sommerferien fortsætter han hos VJ Rørteknik, nu som lærling. 

LinkedIn-opslag

FAQ

Hvilket erstatningstegn skal bruges for elever i juniormesterlære når der indberettes karakterer?

  • Felterne skal bare være blanke. Man skal ikke bruge kode 97.

Eleven skal kun have indberettet for de fag, eleven har i juniormesterlære. Det vil sige, at der ikke skal indberettes noget på de fag og fagdiscipliner, som eleven ikke har, på grund af juniormesterlære. Der er således kun krav om, at der indberettes en karakter for dansk og matematik. Har eleven andre fag, indberettes også for de pågældende fag. Fra: Styrelsen for It og Læring.

Disse eventuelle ekstra fag vil dog ikke have nogen praktisk betydning for afgangsbeviset.

Må elever fra privatskoler/friskoler komme i Juniormesterlære?

Elever på frie grundskoler kan ikke komme i juniormesterlære, fordi ordningen ikke er reguleret i friskoleloven. Det er således kun en ordning for elever i folkeskolen. Det er derfor heller ikke muligt for en elev på en fri grundskole at aflægge folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære.

Frie grundskoler kan dog fortsat – ligesom folkeskoler – bruge folkeskolelovens § 33, stk. 4 om særligt tilrettelagte forløb. Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om en elev på en fri grundskole kan opfylde undervisningspligten efter denne bestemmelse.

Må elever i juniormesterlære køre med i firmabilen? Fx ud til byggepladser, kundemøder eller lignende?

  • Ja, elever i juniormesterlære har lov til at køre med i firmabilen, i forbindelse med deres praktik. Føreren af bilen skal overholde den gældende lovgivning.

Skal der gives besked til skolen, eller forældrene hvis eleven en dag skal et andet sted hen?

  • Nej, der behøves ikke komme en særlig information, hvis eleven en dag skal arbejde et andet sted. Det er dog altid en god ide at informere forældre eller skole, især hvis eleven skal møde ind et andet sted end normalt, eller hvis mødetiden ændres.

Hvilket tidsrum må elever i juniormesterlære arbejde i?

  •  Elever i juniormesterlære, må arbejde i tidsrummet 6 – 20. De må dog gerne opholde sig på praktikstedet mellem kl. 20 – 6, og observere arbejdet. Eleverne har dog krav på en daglig hvileperiode på minimum 14 timer.

Hvor mange timer må en elev i juniormesterlære arbejde?

  • Elever i juniormesterlære må arbejde i op til 8 timer dagligt.

Kan en virksomhed have flere elever i juniormesterlære på samme tid?

  • Ja, det er tilladt at have flere elever i juniormesterlære på samme tid.

Hvis en elev bliver syg mens de er hos virksomhed, hvem skal så kontaktes?

  • Tag kontakt til forældrene, hvis eleven har brug for at blive hentet. Informer skolen om fravær ved sygdom, så de har kendskab til omfanget.

Får virksomheden besked, hvis eleven har særlig behov, eller har nogle udfordringer

  • Skolen har tilladelse til at udveksle oplysninger omkring eleven med virksomheden. Derfor kan det forventes, at skolen informerer virksomheden om relevante oplysninger f.eks. alder, modenhed, særlige behov, og øvrige forudsætninger, der kan have en betydning for elevens praktikforløb.

Skal eleverne have løn i deres praktik?

  • Nej, praktikkerne er ulønnede, og derfor vil der ikke være lønudgifter forbundet med at have en elev i juniormesterlære. Praktikken står i stedet for den almene skolegang, og derfor sidestilles det med at gå i skole, hvor undervisningen blot er flyttet til anden lokation.

Har eleven tavshedspligt, i forhold til hvad de hører på praktikvirksomheden?

  • Hvis man ønsker en tavshedspligt, er det vigtigt at man som virksomhed er tydelig med, hvad dette indebærer for eleven. Elever under 15 år kan ikke straffes for at byde en eventuel tavshedspligt.

Hvad må eleven lave i praktikken?

  • Der er forskel på regler for hvad unge må arbejde med i deres fritidsjob og hvad de må i praktik.
    I praktik må de som udgangspunkt udføre flere typer af opgaver, da praktikken har til formål at give eleverne et arbejdskendskab. Arbejdet må dog aldrig indebære fare for elevens sikkerhed eller sundhed.

Læs nærmere på arbejdstilsynets hjemmeside - Arbejdsmiljølovgivningens anvendelse for elever i erhvervspraktik - Arbejdstilsynet

Mange virksomhedsorganisationer har udarbejdet en konkret liste over, hvad elever må arbejde med i praktik. Derfor anbefaler vi, at man som virksomhed henvender sig til en fagorganisation ved tvivlsspørgsmål, da det kan kræve medlemskab for adgang til specifik info.

Se eksempelvis:

Hvad gør man hvis en elev, i forbindelse med praktik, skal have et buskort for at kunne transportere sig til sit praktiksted?

  • Praktikstedet træder i distriktskolens sted i befordringsmæssig henseende. Det betyder, at der er befordring efter folkeskolelovens § 26. Skolen fungerer som bevillingsmyndighed og kan bevilge et skolerejsekort til eleven efter § 26, stk. 1, baseret på afstanden mellem folkeregisteradressen og praktikstedet – medmindre der er tale om praktik uden for kommunen – og efter § 26, stk. 2, vedrørende syge og invaliderede elever.
    • Skolen skal bestille skolerejsekortet, og udgiften faktureres til Budget og Regnskab på samme måde som ved øvrig befordring efter folkeskolelovens § 26.

Links

Herunder finder du den relevante info om Juniormesterlære.