Det kønsopdelte arbejdsmarked
Beskrivelse
Skal dine elever (7.-10. kl.) blive mere bevidste om de forhold, der ligger til grund for det kønsopdelte uddannelsesvalg? I Danmark har vi frit uddannelsesvalg. Det betyder, at man har frihed til at vælge lige netop den uddannelse, man har lyst til - men gør vi reelt det? Virkeligheden er nemlig en anden. For selvom valget er frit på papiret, og selvom det er gratis at studere, er der typisk stor forskel på hvilke grupper af mennesker, der vælger at uddanne sig, og hvad de vælger at uddanne sig som. For eksempel er det danske arbejdsmarked et af de mest kønsopdelte i verden.
I Danmark vælger piger/kvinder primært at uddanne sig inden for omsorg, sundhed, kontor og humaniora og drenge/mænd inden for håndværk, teknik, IT og naturvidenskab.
Undervisningsmaterialet er udviklet af Boss Ladies og stiller skarpt på nogle af de brancher, der er allermest kønsopdelte, for - med afsæt i en granskning af disse - at gøre eleverne bevidste om de forhold, der ligger til grund for, at drenge og piger i Danmark vælger så forskelligt.
Gennem forløbet bliver eleverne mere bevidste om de forskellige kulturelle, sociale, identitetsmæssige og sproglige forhold, der vedrører uddannelsesvalget, og gøre dem i stand til at genkende og vurdere de kønnede normer som ligger til grund for et kønsopdelt arbejdsmarked, således at eleverne i højere grad kan se en sammenhæng mellem deres egne valg og samfundets forventninger ift. arbejdsliv og karriere.
Med den viden i baghovedet vil de få en bedre forudsætning for at kunne træffe deres eget uddannelsesvalg på et oplyst grundlag, og i højere grad kunne vælge ud fra deres talent og lyst i stedet for kønsstereotypiske begrænsninger.
Undervisningsmaterialet består af en lærervejledning og et elevmateriale - find det her:
Til folkeskoler — BOSS-LADIES
Formål
Man kan ikke drømme om noget man ikke kender! Mange erhverv er ikke synlige for børn og unge og de har ikke kendskab til det konkrete indhold i arbejdslivet.
Når I som skole arbejder systematisk med Uddannelse & Job fra 0.-9. klasse, får eleverne mulighed for at undersøge og få konkrete erfaringer med et bredt udvalg af arbejde og uddannelse, med fag og brancher - det kan eleverne senere basere deres valg af uddannelse på.
De forskellige aktiviteter og forløb, som du finder på udsynmodarbejdsliv.dk giver mulighed for at få indsigt i det konkrte indhold i forskellige jobs og hvilke forskellige job- og uddannelsesmuligheder. Det kan være med til at skabe grundlaget for et informeret og selvstændigt uddannelsesvalg for den enkelte - både efter grundskolen og senere i livet.